onsdag den 26. august 2015

Man må ikke lege med maden - eller resten i håret

Frokost til mig, hud og hår


Efter dage i solen og på vandet, kan jeg godt mærke at hud og hår tørster lidt ekstra. Guderne skal vide, at jeg ikke er klidmoster, men jeg elsker ting der bare virker og ikke nødvendigvis koster spidsen af en jetjager. På billedet ser i 6 ingredienser, jeg altid har i køkkenet og tjener både som føde og hudpleje - og desuden er nemme at få fat på. Nu jeg tænker over det, så mangler der faktisk en ting - nemlig det hvide guld fra Lolland. Jeg går ud fra i ved, hvordan sukker ser ud så jeg springer let og elefant videre.
Kokosolie/fedt har jeg lært at bruge som fugtkur til håret af de skønne Pudderdaaserne.dk
Jeg smelter olien mellem hænderne, fordeler det i hele håret og lader det sidde så længe jeg orker - ofte sover jeg med det og lægger et stort håndklæde dobbelt over min hovedpude. Olien trænger ind og gendanner fedtkernen i hårstrået. Du vil altså ikke få den der bløde fornemmelse som en balsam eller frisørhårkur giver. Men jeg observerer langt færre knækkede hår og en bedre bounce.
Når kuren har siddet og skal ud igen, så er det vigtigt ikke at fugte håret først. Så preller vandet af som på en gås. Så i med en kæmpe portion shampoo, skum det godt op og skyl ud. Gentag om nødvendigt og afslut med balsam. Mit våde hår reder jeg med en Wet brush fra HH Simonsen - den er ikke mindre end genial! Slut med genstridige ugler! Til dagligt bruger jeg vildsvinehårsbørste (ja jeg har flere) som er skånsom mod hovedbunden og fordeler det naturlige sebum i håret, hvilket giver det blankt og blødt hår.


Skrub i bad og skrub dig glad 

Mandelolie, kokosolie og det manglende sukker blander jeg til en let lind masse og bruger som bodyscrub. Her smelter jeg forsigtigt kokosolien, ved at varme glasset lidt under den varme hane og hælde den smeltede sjat i og røre energisk. Nogle gange får massen 2 dråber pebermynteolie eller orangeolie for duften - men man skal lige være obs på at æteriske kan irritere sart hud.

En halv avokado i hovedet og en halv i maven   

 1/2 Avokado, 2 spsk havregryn, 2 spsk mandelolie, 2 spsk citronsaft og lidt vand moser jeg sammen til en sammenhængende masse, som jeg klasker på ren og dampet hud. Her ligger jeg så og leger guacamole i 20 min - eller så længe den føles dejlig kølig. Opskriften har jeg fra Aniston.dk som har en hel side med ansigtsmasker du kan lave i køkkenet. Den resterende halve avokado blev til frokost med rejer, dild og citron.

Hallooooo du har glemt ægget! 

Vel har jeg ej og du skal kun bruge hviden  - og lidt toiletpapir. Jeg har en regel om, at toiletpapir intet har at gøre andre steder end på badeværelset, så derfor er det heller ikke på billedet.
På ren og dampet hud (gerne skrubbet) pensler jeg hvide på min T-zone og lægger toiletpapir over - som jeg ynder at skille ad i lag således at jeg har nærmest gennemsigtige ark. Så pensler jeg hvide ovenpå - tænk papmaché - og måske et lag papir mere og så hvide. Nu skal det hele tørre op, mens du ligger musestille og tømmer hovedet for tanker. Der er noget sært tilfredsstillende ved at løfte "masken" af og se alle de små hudorme sidde der! En god hovedrengøring som afsluttes med at vaske rester af og smøre huden ind. Gerne afslutter jeg med denne yndling for ekstra rens Pudderdaasernes T-Zone peeling/ eller denne superolie fra Bettes.net 


3 kommentarer:

  1. Søde Cendie!
    Det er blevet tid til en hilsen fra mig:-) Hvor er det et personligt indlæg og meget oplysende. Jeg har aldrig rigtig kastet mig ud i mad i hovedet, men måske man skulle gøre forsøget. Det lyder lidt mere angribeligt efter din nøje gennemgang - man vil jo så nødig stå der og ligne sjap uden at det hjælper, fordi man har gjort det forkert. Men nu tør ... måske en dag. I hvert fald ved jeg at det kan lade sig gøre.

    Håber at du i øvrigt har det godt og nu hvor havebesøgene for i år er ved at takke af, må det nok først blive til næste år at jeg måske kan være heldig at se dig igen på en havesti.

    Kærlig hilsen, Lisbeth K

    SvarSlet
  2. Kære Lisbeth
    Velkommen til mit lille hjørne :-)
    Det har osse taget mig år at forsøge - jeg vil meget hellere spise! Men med denne opskrift synes jeg at jeg får et godt resultat - endnu bedre hvis huden lige er skrubbet lidt først, så det gode kommer ordentligt ind. Jeg gør det altid en dag jeg er alene for L griner sig halvt ihjel og så jeg jeg jo heller ikke lade være!
    Jeg har ikke gjort det meget i havebesøg, mest fordi det ofte er i weekenderne og vores er næsten altid booket op. Nu hvor vi har købt båd, kaster vi ud så snart vejret tillader det.
    Hvis du har nogle must see haver, må du endelig fortælle! Måske vi ku få den tourbus op at rulle engang?
    Tak for din søde kommentar!

    SvarSlet
  3. Årh, jeg ved ikke med must see - der er jo de oplagte, som du vel har besøgt (CD, tantes og haven i Hune)?
    Jeg synes ikke rigtig vi har så mange af de åbne haver her til lands som virkelig kalder på mig. Det er vist mere med at være heldig og falde over noget der er uimodståeligt. Jeg er sikker på at Kjeld Slots have på Djursland er must see, men jeg har ikke været der - heller ikke Jette Frölichs have som jeg håber på engang at kunne se. Jeg har nogen gange været på åbne haver når Haven har holdt et af deres arrangementer, og der kan man være heldig at finde nogle i sin nærhed der er inspirerende... Jeg er til gengæld ret vild med vores parker og offentlige haver: f.eks. de fine haver med hække i Herning, tror nok de hedder Elipsehaverne, og så har jeg en svaghed for gamle landbohaver. Dem finder man i tilknytning til frilandsmuseerne. Men alt i alt er det heller ikke så meget vi besøger haver, vores weekender handler mere om børneaktiviteter. I England, til gengæld, da kan du bare spørge mig :-) Elsker deres haver derovre.

    Hvor sejler I hen?
    Kh Lisbeth K

    SvarSlet