mandag den 21. september 2015

Glimt af September

                             Efterårs Melankoli og Comfort food

Det kommer hvert år - især i September. Dagen bliver kortere, regnen hyppigere og blæsten stærkere. Vinteren sniger sig ligeså stille ind på livet af os. Pludselig bliver varme drikke, tændte stearinlys og bløde tæpper livsvigtige.
Utterslev Mose
"Milkshake" Solhat
"Pink Sorbet" Solhat 







Jeg hører til dem som får et vemodigt sug i maven, når tærskerne ruller ud. Det betyder, at fra nu af skal hver solskinsdag skattes højt. Sindet skal mættes med det særlige bløde lys og stærke farver, mens vi stadig kan være ude. Blodrøde og pink Dahlia, lilla glasbær, knaldorange rønnebær og gyldne solsikker fylder mine vaser. I køkkenet hersker rodfrugter, kål, nødder og ikke mindst svampe meget. Dét glæder jeg til! Samlerinstinktet er stærkt her, så der bages, fryses, syltes og gemmes. Lykken er at hive nogle høstminder frem en særlig kold dag og mindes. Det er videnskabeligt bevidst at vi husker endnu bedre, hvis et minde bliver knyttet sammen med en duft.



Jeg ville gerne være svampesamler, men lige på det punkt, er jeg sgu en agerhøne. Man kan let tage fejl og imod giftige svampe, findes ingen modgift. Så jeg styrer samlergenet ned i Irma og køber Karl Johan, rørhatte og kantareller.

De er et hit ristet på panden med smør, timian, hvidvin og et dryp fløde til et stykke godt brød eller istedet for sovs til kød. Men yndlingen er uden tvivl SvampeRisotto. Det er ren comfortfood! Et glas skummende øl eller kølig hvidvin til er skønt.

Kantareller 


Min SvampeRisotto - til 2 pers.

2 Skalotteløg - fint snittet
2 fed hvidløg - fint snittet
300 g Karl Johan, Kantareller, Bøgehatte, champigoner - eller en blanding 
Et par kviste Timian
3-4 skiver Bacon - sprødstegt til topping
2 1/2 dl Carnaroli eller Arborio Ris 
2 dl hvidvin
1/2 ltr Bouillon - Høns eller Grøntsager
100 g Smør
1 dl revet Parmesan - køb et stykke og riv den selv 
Peber
Evt. Ristede Pistacienødder eller valnødder og lidt æble i små tern (gerne et lidt syrligt æble som Elstar, Ingrid Marie eller Discovery)


Sørg for at alle ingredienser er klar inden.
Varm en sauterpande (pande med høje kanter) op og steg baconen sprød. Læg til side. Tilsæt lidt olie til baconfedtet. Nu skal begge slags løg og timian stege kort til de er glasklare. Tilsæt svampene og rist dem nogle minutter, så de falder sammen og væsken trækker ud. Hæld ris på og lad dem suge den smule væske der er, inden hvidvinen hældes på. Husk at nyde alle de intense dufte - det er ren efterårsk aromaterapi :-) Alkoholen fordamper - så det er næsten nødvendigt at drikke et glas til maden. Nu arbejdes bouillonen forsigtigt ind, lidt efter lidt. Det er nu risene skal koges, så der skal ikke fuld smæk på varmen. Det er ren meditation at passe sin Risotto i de 15 min det tager. Smag for et ris for at vurdere om de skal have mere og tilsæt lidt mere væske. Konsistensen skal være let flydende og cremet. Når de er klar, skal smør arbejdes ind og der tilsættes parmesan. Nu skal det gå hurtigt med serveringen. Top op med æbler, bacon og nødder. 

Rigtig god appetit 
  
 

onsdag den 2. september 2015

10 ting I ikke vidste om mig

                               10 ting I ikke vidste om mig



Der er i øjeblikket en trend i blogverdenen med bedre kendskab til blogejeren - den hopper jeg da gladeligt med på :-) Min blog er jo ret ny, så det er da fair nok i lærer lidt mig. Til venstre ser I mig som 3 årig, på vej til Midsommerfest. Da jeg var et par mdr gammel, flyttede vi til Sverige og blev der i 4 år. Jeg tror, min interesse for sprog blev grundlagt her, mens jeg blev 2 sproget.    









1. Jeg er rædselsslagen for katte, slanger og store, sorte edderkopper. Jeg bliver stiv af skræk, når jeg møder en kat - de synes desværre tit jeg er spændende. Hov! Jeg har osse dybdeskræk - jeg bader ikke, hvor jeg ikke kan se bunden! Tror jeg er gået med Titanic i mit tidligere liv.
OG! Kanyler - både i mig og andre. Sidder med hænderne for øjnene til det er væk - skal den partout i MIG hyperventilerer jeg voldsomt. Var for nyligt hos hudlægen for at få fjernet et modermærke - jeg valgte bedøvelsen fra og fik det klippet af. Kanylen var langt mere farlig end blod og av.  



2. Jeg samler på gamle filmplakater - har især et ømt punkt for Lithografiplakater. Jeg er så ufattelig heldig, at have en fantastisk "plakat-pusher" lidt henne af gaden; www.ddposters.com. Jens er en sjov mand som finder helt utrolige ting og vi bliver altid rørende enige om pris og at plakaten selvfølgelig får det bedst hos mig. Vi har ikke vægge nok til dem alle, så indtil videre er 3 fast inventar. De er indrammet samme sted i ægte lakrammer med skrående kant. Planen er at indramme flere og skifte lidt rundt.


3. Jeg kan ikke udstå lyden af flamingo! Til gengæld sover jeg fra torden, alarmer og sirener. 


                                                                            4Min inderligste drøm er en frugtplantage og udgive en bog - om det skal være en koge eller havebog, det ved jeg ikke. Måske en bog om frugt med opskrifter?


5. Jeg ELSKER bøger! Efter jeg har været meget syg af stress i halvandet år, er det blevet svært for mig at læse skønlitteratur. Men jeg savnede det så inderligt, at jeg kastede mig over lydbøger (især krimier) Faglitteratur og magasiner går det glimrende med heldigvis. Biblioteket bruger jeg rigtig meget - det giver mig fred i sjælen, at sidde der og læse alverdens blade og være omgivet af bøger. Den årlige bogmesse er et must for mig.





6. Jeg ELSKER gamle danske film! Fra 1930´erne til de sene 1960´er - så synes jeg det for alvor gik ned af bakke for dansk film (OlsenBanden undtagen). Til gengæld kom der nogle dejlige serier herefter - Huset på Christianshavn og Matador. Min farmor som boede hos os elskede at gense film på VHS, som hun ikke havde set siden de blev vist i biografen. Så ret tidligt kunne jeg replikker fra de forskellige film og de er naturligt gledet ind i mit sprog.
Baronessen fra Benzintanken, Min kone fra Paris, 1 pige og 39 sømænd, alle Morten Korch film - det er sgu næsten som at gense gamle familiefilm! 



7.  At mad og holde have netop er kernen i mig, er ikke tilfældigt. Jeg nedstammer fra 4 generationer af kogekoner og på begge sider af familien har haven været i højsædet i endnu flere generationer - på Sydsjælland.


8. Jeg er opkaldt efter Askepot. Da min mor ventede mig, så hun Rodgers og Hammersteins musical over eventyret Askepot, hvori Cinderella var kogt ned til Cindy. Min mor kunne godt høre, at på dansk ville der blive lagt tryk på I og Y, så hun omskrev det til Cendie. Siden kom der en Barbiedukke ved samme navn til min store fortrydelse, for den klistrede ligesom til mig - "Nåeee, ligesom dukken!". Ellers har jeg altid været glad ved mit navn. 


 9. Jeg er allergisk overfor kaffe - jeg bliver så dårlig og kaster op. 



10. Jeg begriber simpelthen ikke Excel regneark - min hjerne stritter imod ved formler. Næeee, må jeg få en madopskrift :-)

  
  

onsdag den 26. august 2015

Man må ikke lege med maden - eller resten i håret

Frokost til mig, hud og hår


Efter dage i solen og på vandet, kan jeg godt mærke at hud og hår tørster lidt ekstra. Guderne skal vide, at jeg ikke er klidmoster, men jeg elsker ting der bare virker og ikke nødvendigvis koster spidsen af en jetjager. På billedet ser i 6 ingredienser, jeg altid har i køkkenet og tjener både som føde og hudpleje - og desuden er nemme at få fat på. Nu jeg tænker over det, så mangler der faktisk en ting - nemlig det hvide guld fra Lolland. Jeg går ud fra i ved, hvordan sukker ser ud så jeg springer let og elefant videre.
Kokosolie/fedt har jeg lært at bruge som fugtkur til håret af de skønne Pudderdaaserne.dk
Jeg smelter olien mellem hænderne, fordeler det i hele håret og lader det sidde så længe jeg orker - ofte sover jeg med det og lægger et stort håndklæde dobbelt over min hovedpude. Olien trænger ind og gendanner fedtkernen i hårstrået. Du vil altså ikke få den der bløde fornemmelse som en balsam eller frisørhårkur giver. Men jeg observerer langt færre knækkede hår og en bedre bounce.
Når kuren har siddet og skal ud igen, så er det vigtigt ikke at fugte håret først. Så preller vandet af som på en gås. Så i med en kæmpe portion shampoo, skum det godt op og skyl ud. Gentag om nødvendigt og afslut med balsam. Mit våde hår reder jeg med en Wet brush fra HH Simonsen - den er ikke mindre end genial! Slut med genstridige ugler! Til dagligt bruger jeg vildsvinehårsbørste (ja jeg har flere) som er skånsom mod hovedbunden og fordeler det naturlige sebum i håret, hvilket giver det blankt og blødt hår.


Skrub i bad og skrub dig glad 

Mandelolie, kokosolie og det manglende sukker blander jeg til en let lind masse og bruger som bodyscrub. Her smelter jeg forsigtigt kokosolien, ved at varme glasset lidt under den varme hane og hælde den smeltede sjat i og røre energisk. Nogle gange får massen 2 dråber pebermynteolie eller orangeolie for duften - men man skal lige være obs på at æteriske kan irritere sart hud.

En halv avokado i hovedet og en halv i maven   

 1/2 Avokado, 2 spsk havregryn, 2 spsk mandelolie, 2 spsk citronsaft og lidt vand moser jeg sammen til en sammenhængende masse, som jeg klasker på ren og dampet hud. Her ligger jeg så og leger guacamole i 20 min - eller så længe den føles dejlig kølig. Opskriften har jeg fra Aniston.dk som har en hel side med ansigtsmasker du kan lave i køkkenet. Den resterende halve avokado blev til frokost med rejer, dild og citron.

Hallooooo du har glemt ægget! 

Vel har jeg ej og du skal kun bruge hviden  - og lidt toiletpapir. Jeg har en regel om, at toiletpapir intet har at gøre andre steder end på badeværelset, så derfor er det heller ikke på billedet.
På ren og dampet hud (gerne skrubbet) pensler jeg hvide på min T-zone og lægger toiletpapir over - som jeg ynder at skille ad i lag således at jeg har nærmest gennemsigtige ark. Så pensler jeg hvide ovenpå - tænk papmaché - og måske et lag papir mere og så hvide. Nu skal det hele tørre op, mens du ligger musestille og tømmer hovedet for tanker. Der er noget sært tilfredsstillende ved at løfte "masken" af og se alle de små hudorme sidde der! En god hovedrengøring som afsluttes med at vaske rester af og smøre huden ind. Gerne afslutter jeg med denne yndling for ekstra rens Pudderdaasernes T-Zone peeling/ eller denne superolie fra Bettes.net 


torsdag den 6. august 2015

Fyn er fin - Sydsjælland var bare finere

I weekenden var vi på udflugt til Rosenfestival i Bogense...måske var mine forventninger lidt for høje - for de faldt ihvertfald til jorden med et brag. Temaet var Musik og min helt, Bent Fabricius-Bjerre, åbnede festivalen. Derfor havde jeg altså svært ved at fatte den røde tråd i de udstillet dekorationer såsom et toilet med tilhørende vask indholdende en borddekoration. Kaj og Andrea i kål.

Eller kæmpepåfuglen, som iøvrigt vandt.

På vejen hjemad drejede vi indenom Rønnebæksholm lige udenfor Næstved.
Sikke et helt fantastisk sted!! 
Haven er en blomster og køkkenhave - en såkaldt Potager. Den er 6000 kvm og inddelt i 18 felter som samles via 5 pavilloner.



Hundetand - Kongeskærm - Voksurt
Haven varetages af Susågården som et tilbud til ledige i Næstved kommune. Med den stand haven er i, må det være et populært tilbud.          
Der er felter med sommerblomster, stauder og et skønt Dahliabed. Der er utroligt frodigt og velplejet - der er fine skilte med dansk og latinsk navn ved hver slags plante.
Jeg fandt et par nyheder til frøønskelisten og genopfrisket hukommelsen i forhold til Voksurt og Kongeskærm.

 Jeg er SÅ forelsket i disse gulerødder i mørk og rosa. Kærlighed ved første blik skete på Claus Dalbys blog (Clausdalby.dk) og nu vil jeg ikke undvære dem for noget! Men en mindre "mark" som den her, er dekadent luksus - suuuuukk!
Sikke nogle bede! Det er værd at besøge med kaffekanden, hvis man er på de sydlige kanter. Mere info findes på Roennebaeksholm.dk 


søndag den 26. juli 2015

Det er Sommer, det er Sol og det er Søndag....eller ihvertfald 2 ud af 3

Svend Gyldenmarks landeplage efterlader næsten et sug og savn.
Det var sol hele sommeren, da jeg var lille - og de lyse nætter lune og duftende. Vi levede af koldskål, jordbær og nye kartofler som blev skyllet ned med litervis af saft. Min mor er ikke sikker på, hvor jeg tilbragte min barndom, men det er sådan jeg husker det ;-)
Hyldeblomster er jo indbegrebet af sommer, både duften og som indslag i diverse sommerretter. Jeg koger dem med i frugtgrød, is, laver likør og drysser dem i salat. Hyldeblomsteddike, sirup, salt og sukker er dejlige måder at konservere sommeren på.
Så med absolut fare for at indlægget bliver LANGT (!) får i her et par lette opskrifter til de dovne og en med fløde til de søde.

Hyldeblomsteddike:

5 dl Hvidvinseddike                           Eddiken lunes op til ca 55 grader. Blomster rystes fri for smådyr og     12-15 Hyldeblomstskærme                nippes. Det hele hældes på tætsluttende glas og rystes hver dag i 14     2 spsk Sukker                                   dage. Så sies eddiken og er nu klar til brug.                                   Skal og saft fra 1 Øko Citron



Hyldeblomstsukker og salt

100 g sukker eller salt
7-10 Hyldeblomstskærme

Blandes og kommes på lufttæt beholder.
Så bliver det sgu ikke nemmere, vel?

















Cheesecake med Hyldeblomstgelé
(22 cm tærteform)
Bund:
150 g Digestive kiks (eller Diggestive, som nogen siger)
30 g Lollandsguld  (sukker)
80 g smeltet smør

Kiks køres i foodprocessor eller tæskes med kawrullen og blandes med sukker og smør.
Presses godt til i tærteformen, så siderne bliver høje. Bages i 10 min ved 180 grader.

Fyld:
4 æggeblommer
1 ds kondenseret mælk
1 pakke Philadelphia ost - IKKE LIGHT! Big NONO!
2 spsk citronskal
3/4 dl citronsaft
1/2 dl hyldeblomstsaft

Pisk blommer lyse og skummende med en elpisker - tilsæt den kondenseret mælk og dernæst osten. På lav hastighed piskes saft og skal i. Fyldes i tærteformen og bages til cremen har sat sig - typisk en 30 min ved 180 grader, men alle ovne er forskellige så mærk på fyldet. Køles helt af.

Gelé:
3 1/2 dl hyldeblomstsaft
4 bladehusblas - rolig nu ;-) Husblas er en ven

Sæt husblasen i blød i 5 min i koldt vand. Lun saften op til fingervarm - det vil sige så du ikke brænder fingerne, når du stikker dem i! Pres vandet af husblasen. Tag gryden af varmen og pisk husblasen ned i. Lad den svale et øjeblik inden gelén hældes over kagen og sættes på køl til gelén har sat sig.  

Mørk Hyld giver lyserøde blomster - "Black Beauty"
Rigtig god fornøjelse og søndag derude, hvis ikke i er druknet i regnbyger eller lettet af kraftig blæst.

onsdag den 20. maj 2015

RA-BAR-BER






Jeg elsker Rabarber

Bare ordet sender søde kuldegysninger ned af min rygrad.
Med parfumer som geranie, ingefær, hyldeblomst eller kvan. Men skønnest er de nu bare med vanilje og masser af sukker.
Jeg er så utrolig heldig at være født midt i Maj, hvor alt det nye og friske vælter op af jorden. De frække hvide moppedrenge og sprøde grønne asparges, nye kartofler og så rabarber (uuuhhh rislen igen!) Disse 3 forener jeg glad og stolt i måltider over sommeren.
Men tilbage til hovedpersonen, Rabarber.

Billede: Søren Gammeljord
Jeg prøver at samle nye og gamle sorter i haven. Med over 70 forskellige i handlen kan det være svært at vælge. Den nyeste er skabt af Søren Gammeljord, min dygtige planteskoleejer fra Flemmings Planteskole i Ugledige. Måske Danmarks smukkest beliggende planteskole. Denne nye sort er opkaldt efter hans barnebarn, Anna Obling. Det er nok den flotteste rabarber, jeg nogensinde har set! Den har, som billedet viser, yndige bordeaux blade med røde bladnerver - senere skifter den dog nok så koket til grønne blade. En rigtig dame :-) Sorten er lidt sødere end andre rabarbersorter, så man skal spare på sukkeret.

En anden nyhed er efterårsrabarber, Livingstone. Den skiller sig ud ved at nægte at gå i dvæle som de andre. Det er jo godt nyt for os stængelforelskede - hvis bare smagen matcher de gode kvaliteter.

Ellers bevarer jeg min Spring fling med dejlige Rosenhagen, Elmsfeuer, Victoria, Marshall, Spangsbjerg og Anna - ja, jeg har et ømt punkt for de gennemfarvede, osse kaldet JordbærRabarber.

Jeg er altid liebhaver til nye opskrifter med de smukke stængler, og den nyeste er osse en af de mest simple.
Jeg skulle bruge en lettransportabel dessert, men jeg skulle samtidig bruge de bagte stykker til grydestegt kylling, så jeg endte med en gelé af saften. Så tænker du sikkert "Åååhh nej husblas! Det er svært!" og afskriver min opskrift med det samme. NOT SO FAST!

Husblas - DADADAAAMMMM

Fejlen er som regel, at folk har for travlt med at sætte ting på komfuret og så lave noget andet. Og det at tage en temperatur er så besværligt! Ja? Så hæng på her - forestil dig, at du hælder en smule brandvarm sukker ned i en stor skål kold vand. Hvad sker der så? Det ved i godt - sukkeret stivner med det samme. Osse selvom du hælder i en ganske tynd stråle. Det er nøjagtig det, der sker med husblas.
Et godt trick er at bruge klør 5 som piskeris - når du brænder dig, har husblasen det osse for varmt. Så tænd på lav varme og FØRST når du står med husblasen. Perfecto! For at udligne den nu heldigvis meget lavere temperaturforskel, tilsætter du lidt af, hvad det nu er du laver, op i husblasen (som du selvfølgelig har slukket for, idet husblasen er smeltet!) og bland godt. Så hælder du blandingen ned i din masse og pisker godt.
Er du ok? Tør du prøve at give husblas en chance mere? :-)

Rhubarb Ribbon

Denne dessert kan snildt laves et par dage i forvejen og pakkes ind i film.

1/2 vaniljestang
5 dl sødmælk
6 æggeblommer
150 g sukker
40 g Maizena 
2-3 dl fløde

Rør Maizena ud i lidt af mælken. Skrab vaniljen ud i lidt af sukkeret og mas det godt rundt så kornene fordeler sig. Fyr det hele i en gryde og varm det op til kogepunktet og dernæst i 5 min, mens du pisker som en gal - opfat det som meditation og styrketræning i ét. Køl cremen ned i køleskabet - "du skal røre rundt, ellers kommer der skind på" siger Lilleper og det er fuldstændig rigtig, så det gør vi ind i mellem. Når cremen er kold, blandes den med flødeskum af de 2-3 dl fløde, som i troede jeg havde glemt ;-)

Nu kommer vi til gelén og bombombom....der sjusser jeg mig altså frem!
Mit bedste bud er:

5 blade husblas (5 blade pr 1/2 ltr væske til en blød gelé)
500 g dejlige stængler
2 dl sukker
1 vaniljestang+den halve fra før
5 dl vand

Rens og snit stænglerne i 2-3 cm stykker. Skrab vaniljestængerne og mas det rundt i lidt sukker. Bland det hele i et ildfast fad og bag det til rabarberne er møre, men ikke falder helt fra hinanden - ca 15-25 min på 200 grader. Husk at varme ting snyder med smagen, så køl ned og smag om der skal mere sukker i.
Si saften fra og hæld den i en gryde. Der skulle gerne være 5-6 dl. Læg husblas i blød i koldt vand. Varm saften op uden at koge, ta den fra varmen og pisk de udblødte husblas direkte i - yyeeeaahhh, det var noget helt andet, hva? Slet ikke farligt.

Så hælder du en sjat i hvert glas eller en glasskål og stiller den i køleskabet. Når gelén har sat sig, sprøjter du flødecremen i og hælder et nyt lag gelé ovenpå. Ind i køleskabet igen. Sådan fortsætter du til glasset eller skålen er fyldt.
Du kan toppe med lidt af kompotten, spiselige blomster eller simpelthen bruge makronerne ovenpå glasset som låg.

Jeg serverede marcipanmakroner til - de kan laves i god tid og smides i fryseren.

200 g marcipan
2-3 æggehvider
150 g sukker

Rør det hele sammen og klat det ud på bagepladen. Bages 15-20 min ved 170 grader. Jeg fik 11 stk ud af det denne gang.
   

tirsdag den 5. maj 2015

Mit første indlæg

                                Velkommen - dejligt at se dig!

"Here goes nothing" 

Claus DalbyFlere har spurgt om, jeg ikke sku´ ha en blog
"Nej. Hvad sku jeg skrive om? Jeg ved ikke engang, om jeg kan skrive jo!"
Så var det min store havementor, en skøn forårsaften i hans Eden, sagde at det ku jeg godt - det var ikke svært og roste "min evne til at få ord på papir". Det gav mig lidt blod på tanden og gåsehud over hele kroppen. Han har den mest fantastiske blog - et univers af skønhed og sanselighed. Alle havetosser burde kende den! Han har revolutioneret det danske havelandskab i flere år - indført maximalisme i minimalismens årti. Og jeg er pavestolt - både af ham og hans Eden. Han er Dalby. Claus Dalby. Besøg endelig hans blog på Clausdalby.dk

Allerede nu har mange nok gættet det - jeg indrømmer, jeg tilstår, jeg ER havetosse. Min mor siger, jeg er født med sorte negle - og sulten.
Det er da osse det, der fylder mest i min lille verden - haven og mad. Jeg har altid en kogebog og et haveblad ved sengen. Noget for øjet og ganen.

Nørd!

Mit mellemnavn :-) Jeg bliver nærmest autistisk, når noget interesserer mig - jeg MÅ vide alt. Googler til jeg er mæt af info og har læst alt, hvad Hovedbiblioteket har at byde på. Hvad min planteskoler ikke, med store undrende øjne har måtte lægge øre til - og prøve at bestille hjem! 
Eller stakkels venner der kommer til molekylær middag - ærteøsters, peberrodsskum, kaperssne og søde blinis med frugtkaviar gjorde et uudsletteligt indtryk, er jeg bange for. 
Desserter står især mit hjerte - og mave, nær. Jeg er uddannet chocolatier, så paletten er lidt farvet fra start :-9 
Mine store helte i køkkenet er Heston Blumenthal, Hugh Fearnley-Whittingstall, Tareq Taylor og Nigella Lawson. Herhjemme fra Camilla Plum, Thomas Herman, Brdr Price og Jakob Mielcke. Men vi har så mange spændende kokke herhjemme! Enhver der læser Gastro (genialt "fagblad" for madører - Gastro.dk) vil vide, vi stadig er i rivende udvikling. 
Heyyy - jeg skriver! :-) :-) 

Jeg vil gerne takke - udover Hr. Dalby, for skubbet - min mand Lennart, for hans støtte, tålmodighed og tekniske snilde. Eline Engen fra Engen&Engen, for hendes altid inspirerende og opmuntrende væsen. Se hendes skønne hjemmeside på Engen-Engen.dk 


Og, Velkommen. Med dette første indlæg overstået (puuuhh nerver), håber jeg du vil vende tilbage.